Udeskolen Nordals

Udeskolen Nordals


Efter at have tilbragt en del tid i skoven omkring vores biotop, besluttede vi at opsøge en udeskole i Sønderborg Kommune, for at blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at være underviser og barn i en udeskole. Vi kom i kontakt med læreren Nina Rosenkilde, der gennem de seneste 4 år har haft udeskole på Nordals. Udeskolen foregår i et tæt samarbejde med Nordals Naturskole, der bl.a. hjælper til med faglig sparring og remedier.
Da Nina for 4 år siden besluttede at starte op med en udeskole, var det bl.a. fordi hun havde en oplevelse af, at børnene hun mødte i sin dagligdag, som lærer på Nordals Skolen, ikke færdes nok i naturen og derfor heller ikke tænkte over hvor vigtig naturen er for mennesket. Hun ønskede at undervise børnene så de kunne opnå en større forståelse og indsigt. Børnene skulle lære gennem teori, praksis og virkelighedsnære oplevelse. Nina mener at naturen kan gavne både det sociale,  det mentale og det fysiske rum for børnene. Hun mener også, at ved at bruge naturen og færdes i den, øges børnenes lyst til at passe på den.
Nina fortæller at udeskolen er bygget op omkring en god årsplan, hvor alt er planlagt for et år ad gangen. Hun mærker at forældrene er vigtige samarbejdspartnere, der gerne hjælper med at finde gæsteundervisere til klassen. Dette kan være alt fra en bedsteforældre der er jæger til en mor der har laden fuld af heste. Samarbejdet gennem de sidste 4 år med de samme børn og de samme forældre, har gjort at Nina har opbygget et helt særligt forhold til dem. De overnatter ofte i weekenderne i sommerhalvåret rundt omkring på Nordals i Shelters, hvor alle forældre og søskende også er velkomne. De oplevelser de har på disse ture følger dem når de efter weekenden vender tilbage i skolen.
Nina mærker at børnene lærer meget bedre, end de ville have gjort i et klasseværelse, da de ved at lære om det også får fingrene i det.
For at opnå et fagligt udbytte arbejder Nina ud fra det hun kalder "hjemme-ude-hjemme- princippet", hvor der er en sammenhæng mellem udeaktiviteterne og undervisningen i klassen. Her arbejder eleverne, både før og efter udedagen, med emnet. De arbejder både med faglig relevant læsning, skriftlige opgaver og kreative aktiviteter. Nina brænder for at være i naturen, og dette smitter helt klart af på hendes elever.






Kommentarer

Populære opslag